Anerkendelse og tydelige grænser går hånd i hånd, når Casper Thye-Petersen via foredrag eller faglig sparring guider forældre, lærere og pædagoger til at skabe ønsket adfærd hos børn og unge. For ord baner vejen, men handling tramper stien. Børn følger voksnes eksempel, så først og fremmest far og mor må justere
deres handlinger og kommunikation, når familiens yngste skal opføre sig anderledes. Komme i skole, lave lektier, høre efter, hjælpe til, overholde aftaler, tale pænt eller noget helt syvende. Det kræver, at voksne finder fodfæste i egne værdier og erstatter skældud med tydelig feedback. Så ved børn, hvilken adfærd voksne ønsker af dem. Skolekonsulent Casper Thye-Petersen er konkret og kontant, når han deler ud af 24 års professionel erfaring med tydelig feedback som opdragelsesmetode. Mellem anerkendende feedback og tydelige grænser gemmer sig vigtige nuancer og redskaber, du kan bruge allerede i morgen til at skabe meningsfulde samtaler i familien eller i dit professionelle arbejde
med børn og unge.
Den anerkendende tilgang har længe været en ledetråd i moderne
opdragelse. Men man kan ikke anerkende sig til alt. Børn og unge har også brug for at lære, hvornår de træder ved siden af, og at de altid selv træffer et valg med deres adfærd. Casper Thye-Petersen har solid erfaring med at skabe større trivsel hos børn og unge - alene ved at guide far og mor til at være tydelige forældre. Det fortæller han om i sit foredrag, der både er kontant og giver konkret
inspiration til at være forælder på nye måder. Hans metode bygger på, at forældre stiller konkrete og positive krav til børns adfærd. Det handler ikke om kæft-trit-og-retning, men om at skabe motivation og give barnet ansvar for sine egne handlinger. Casper Thye Petersens foredrag inddrager også viden om kommunikation. Forældre får fx indsigt i, hvordan de formulerer budskaber de ønsker, fremfor det de ikke vil have, og hvordan kropssprog, attitude og toneleje matcher det, de siger. Foredraget egner sig til forældremøder i børnehave, skole, SFO eller klub og varer cirka 1½ time inklusiv tid til spørgsmål og dialog.
Forældre efterspørger mere pædagogisk vejledning, men lærere og
pædagoger synes ofte, at forældresamarbejde er svært og tidskrævende. Måske skyldes det, at personalets feedback af høflighed er så generelt formuleret, at far og mor ikke ved, hvad de skal gøre i praksis – og så sker der meget lidt. Via oplæg og dialog inspirerer Casper Thye-Petersen jer til at erstatte ’den svære samtale’ med meningsfulde samtaler. De fleste forældre vil deres børn det bedste, men mange er usikre på hvilke værdier og krav de skal
træde i karakter med. I får hjælp til at sætte en bevidst retning i samtaler med forældre. I får teoretisk begrundede idéer til, hvordan man med enkle værktøjer kan hjælpe forældre til at afklare, hvad der er vigtigt i deres opdragelse, og hvilke kommunikationsmønstre de benytter. Meddeler de sig fx troværdigt, så ord og handlinger hænger sammen - eller siger de ét, og gør noget andet? Giver de barnet ansvar for egne handlinger, eller har barnets adfærd alene konsekvenser for far og mor, som står sure og frustrerede
tilbage? Casper Thye-Petersen deler sine erfaringer med at bruge og videregive en konkret feedbackmetode, som gør forældres krav til børn og unge tydelige og konkrete. Målet er, at barnet eller den unge lærer, at de altid selv træffer et valg med deres adfærd. Jeres gevinst er, at I får bedre mulighed for at skabe læring, trivsel og udvikling for børnene og de unge, og samtidig har en mere konstruktiv og konkret dialog med deres forældre. Faglig sparring egner sig til personalemøder i børnehave, skole, SFO eller klub og varer cirka 1½ time inklusiv tid til spørgsmål og dialog.
Han var selv en besværlig dreng i mange voksnes øjne, som fik mere
skældud end brugbar feedback. Så Casper Thye-Petersen flyttede tidligt hjemmefra, gik i lære som blikkenslager og aftjente sin værnepligt langt fra bøgernes verden. Men han ville også gerne gøre en forskel for børn som sig selv. Hf og en læreruddannelse bragte Casper Thye-Petersen til et job som underviser på en specialskole, hvor han etablerede en af de første danske familieklasser med tæt skole-hjem-samarbejde efter engelsk forbillede. Efterhånden udviklede arbejdet sig mere i retning af familiebehandling, og
han skiftede i 2010 til et job som skolekonsulent i Herlev Kommune.
Gennem årene har han hjulpet op mod 1000 børn, unge og forældre fra alle samfundslag til bedre trivsel i familien og skolen. Casper Thye-Petersen har flere efteruddannelser i bagagen bl.a. i systemisk og narrativ teori fra DISPUK, et diplommodul i supervision og en
diplomuddannelse i ledelse. Privat er han far til to og benytter selvsamme tilgang, overfor sine egne børn som – en anerkendende tydelighed.
Børn skal hellere have en mur at spille bold op af end bløde dyner at slå sig trætte i. Sådan lyder den folkelige version af det pædagogiske fundament, Casper Thye-Petersen står på. I mere faglige termer trækker han på et socialkonstruktionistisk videnskabssyn, systemisk og narrativ teori og er bl.a. inspireret af Vygotskys zonen for nærmeste udvikling, Michael Whites begreb om unikke hændelser og sprogforsker Klaus Kjøllers idé om de fire dyder - ærlighed, idealisme, identitet og kompetencer - som forudsætning for troværdig og konsistent kommunikation. Men ingen teori uden praksis. Casper Thye-Petersen arbejder konkret og handlingsorienteret med at gøre
forældre og fagpersoner klogere på, hvordan de hjælper børn og unge til at forstå og række ud efter den adfærd, omgivelserne efterspørger. Han ser ikke pædagogik og psykologi som ideologier eller fasttømrede koncepter, der fører til one-size-fits-all. Han er mere optaget af at finde løsninger end årsagen til aktuelle problemstillinger, og problemer behøver ikke blive omformuleret til udfordringer. For problemer kan hjælpe til at forstå, hvilke vaner og adfærd man skal væk fra, og de kan bygge bro til nye tankegange, som Casper Thye-Petersen hjælper med at bane vej for.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes